Bolette fortæller

Mit navn er Bolette Høj, jeg er 18 år gammel og jeg går på nuværende tidspunkt i 3.g på Virum Gymnasium i Nordsjælland. Jeg fik som 13 årig konstateret skoliose, og det har siden fyldt en stor del af mit liv.

Jeg var lige startet i syvende klasse, da min mor ved en tilfældighed opdagede min rygsøjles skævhed på 45 grader.

I en forvejen presset tid med tilpasningen til det nye liv som teenager, venner og den allerede svære identitetskrise jeg i forvejen skulle igennem, var dette et yderst ubelejligt tidspunkt i mit liv, at skulle tage hensyn til mere, end jeg allerede i forvejen gjorde.

Udover jeg hver dag blev mindet om min skoliose igennem mine nu daglige smerter, var jeg så heldig at blive beæret med et boston korset. Dette er et korset du skal bære 23 timer i døgnet. De 11 måneder jeg havde boston korset på, var de hårdeste, sværeste og mest udfordrende år, jeg igennem mine 18 år har været udsat for. Min selvtillid var i forvejen ikke høj, og det hjalp ikke at skulle skille sig endnu mere ud fra mængden med et tydeligt plastik korset, som man, lige meget hvor meget jeg prøvede, altid kunne se igennem mit tøj. De andre fra min årgang, og især pigerne, forstod ikke, hvorfor jeg skulle gå med det, og der gik ikke lang tid, før de begyndte at drille mig med det.

Den gang var jeg ikke en særlig stærk person, og jeg turde ikke sige noget tilbage til de piger, der så desperat prøvede at køre min selvtillid mere i bund, end den i forvejen var. Det blev en daglig rutine for mig at smide mit korset i gulvet, når jeg kom hjem fra skole, isolere mig fra de andre og græde på mit værelse.

Dette var kun starten på mit mareridt, for der gik ikke lang tid, før drengene også ville være med til at drille mig. Jeg gik i syvende klasse, var lige begyndt at få interesse i det modsatte køn, men det eneste de ville snakke med mig om var, hvor ”hård min mave var”, ”hvor gode mavemuskler jeg havde”, og om de ”måtte slå mig i maven”. Dette var selvfølgelig ment til mit hårde plastik korset og i stedet for at sige fra, spillede jeg bare med på legen, og lod som om, at jeg også synes, det var sjovt. Jeg lod som om, det ikke gik mig på, men indeni dræbte det mig stille og roligt. Jeg var ked af det hver dag, og jeg hadede, hvordan skoliosen havde ødelagt mit liv.

Men efter cirka 7 måneder med boston korset vågnede jeg og havde fået, hvad alkoholiker ville kalde, en åbenbaring. Det gik op for mig, at skoliosen og korsettet ikke skulle definere mig, men være en del af definitionen af mig selv. Jeg måtte vænne mig til tanken om, at jeg skulle leve med skævheden resten af mit liv, så jeg kunne ligeså få det bedste ud af det.

Fra den dag besluttede jeg mig for, at ingen skulle bestemme over mit liv, og hvordan jeg ville leve det udover mig selv. Min skoliose skulle ikke være en hæmning men en udfordring, der skulle overkommes og med tiden gøre mig stærkere både fysisk såvel som mentalt.

Efter nogen måneder var jeg så heldig at skifte til et natkorset, og jeg slap nu for pinligheden ved boston korsettet, men smerterne var der desværre stadig.

Måneder og år gik, min skoliose forblev den samme, men min selvtillid steg. Jeg startede til både fysioterapeut såvel som kiropraktor, og begge dele hjalp rigtig meget på mit smerte niveau. Min familie og jeg har altid været imod overforbruget af smertestillende medicin i vores samfund, og denne værdi har jeg stadig. Jeg har tit lyst til at tage medicin, og til tider kan jeg blive nødt til det, men jeg foretrækker at klare mig uden. Jeg blev tilbudt en operation, men valgte at takke nej til tilbuddet. Jeg tvivler stadig til tider på min beslutning og er glad for så mange har positive oplevelser med deres operationer. Dette skulle bare ikke være mig. Jeg var som 17 årig i 2.g færdig udviklet og slap først der for mit korset, efter fire års "venskab" med det.

Nu er jeg 18 år gammel. Jeg har næsten klaret mig igennem hele min gymnasietid, og jeg har ikke tænk mig, at skoliosen skal forhindre mig i senere at tage en universitets uddannelse.

Skoliose har været en stor faktor i den udvikling, vi alle som unge skal igennem, og det er den stadig. Det er ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg ikke kan gøre. Hvis du konstant presser dig selv til grænsen, er der til sidst ingen grænse for, hvad du kan gøre.

Jeg har valgt at se på det positive, som jeg har fået ud af det. Jeg lider stadig af daglige smerter, men jeg vælger at se smerterne som et tegn på, at jeg er i live. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og ændre på, om jeg skulle have skoliose eller ej, ville jeg ikke gøre det.

Hvis det ikke havde været for min skoliose, ville jeg ikke have udviklet mig til en stærk, selvsikker og livsglad pige, som jeg er i dag.

 

Skrevet af Bolette Høj - Foto af Astrid Høj

Publiceret 15. januar 2014 af Bolette Høj.






Dansk Skoliose Forening • dsf@skoliose.dk • Tlf. 22 28 59 92