BEHANDLING MED KORSET

Korsetter til behandling af skolioser bruges for at undgå eller udskyde operation af skoliosen. Der findes flere forskellige korsetter til behandling af skolioser. De mest anvendte skoliosekorsetter er Boston korset og Providence natkorset. Hvornår de forskellige korsetter anvendes, er en lægelig vurdering, som laves individuelt hver gang. Om der skal behandles med korset, er også en lægelig vurdering. Vurderingen tages ud fra alder, og hvor stor skoliosen er. Er skoliosen mindre end 25 grader afventes ofte 6 måneder, hvor der laves en ny kontrol for at se udviklingen af skoliosen. Er skoliosen over de 25 grader, behandles der ofte med et skoliosekorset. Er skoliosen over 45 grader opereres der ofte med det samme, da det vurderes, at et korset ikke har nogen oprettende virkning på skoliosen.

I voksenalderen er det muligt at bruge et støttekorset, hvis man døjer med smerter og træthed i ryggen. Et støttekorset er, som ordet siger et støttende korset. Det har derfor ikke nogen oprettende virkning på skoliosen, men en støttende funktion.
En skoliose kan kun behandles med et skoliosekorset i den periode, der vokses.

Når det vedtages, at der skal behandles med et skoliosekorset, sender lægen en henvisning til bandagisten, som aftaler en tid til måltagning med patienten. Er det første gang der bliver ordineret et skoliosekorset, vil der være en tilvænningsperiode, hvor der vejledes af fysioterapeuter.
Der vil være løbende tilretninger på skoliosekorsettet undervejs i behandlingsforløbet grundet naturlige kropsændringer. Korsettet behøver derfor tilrettes hos bandagisten, som også kan vurdere, hvornår der er behov for at tage mål til et nyt korset.
Måltagning til et støttekorset foretages også hos en bandagist. Det er dog nødvendigt med en henvisning fra en læge, som anbefaler et sådan korset, for at der kan ansøges om tilskud ved kommunen. Lægen behøver at udfylde en LÆ165, som du tager med til bandagisten, som vil være behjælpelig med at søge kommunen om tilskud.

Skrevet af
Stine Hansen
Aut. bandagist




Dansk Skoliose Forening • dsf@skoliose.dk • Tlf. 22 28 59 92