En weekend i skævt selskab

 

“Vi fandt hurtigt ud af at selv om vi kommer fra forskellige steder i landet og i livet (deltagere fra 20 år til 69 år), så har vi i hvert fald en ting tilfælles”

En weekend i skævt selskab.

Af Kristina Madsen

Den sidste weekend i september mødtes 15 voksne med forskellige rygskævheder, hovedsagligt skoliose, på det skønne sted Fænø-Sund ved Middelfart. Vi blev forkælet med rigtig god mad, lækkert vejr og ikke mindst hinandens selskab. Der var både plads til at grine sammen, fortælle, lytte og drage omsorg for hinanden. Alt i alt en berigende weekend.

Vi fandt hurtigt ud af at selv om vi kommer fra forskellige steder i landet og i livet (deltagere fra 20 år til 69 år), så har vi i hvert fald en ting tilfælles: den skæve ryg og de alsidige oplevelser der er hændt os hver især. Det blev nemlig tydeligt som weekenden skred frem, at  selv om vores fortællinger og erfaringer var meget mangfoldige, så kunne vi alligevel genkende en del hos hinanden.

Og netop det at mødes med andre, der kan genkende det man taler om, er ofte rigtig rart. Eksempelvis når man prøver på den ene side at balancere mellem at træne/lave sine øvelser og dermed opnå en følelse af styrke, og på den anden side blive ramt af følelsen af at være svag hvis man må trække sig fra sociale sammenhænge eller aktiviteter fordi ryggen er træt.

Eller at vælge sin tilgang: det at se sin rygskævhed som en opgave. At man finder ud af hvad man kan og ikke kan, og lærer at leve med det. Vi talte om angrebsvinklen, og hvordan det at holde modet oppe når der er modgang er vigtigt.

Ind i mellem så føltes det som at hoppe ind i en tidsmaskine, når vi hørte om forskellige behandlinger gennem tiden, fx en operation foretaget i 1959, en i 1990 eller en i 2011. Vi lyttede til fortællinger om tidlig indsats, sen indsats, kampe mod behandlingssystemet samt en del gode historier om specialister eller sagsbehandlere der har gjort en positiv forskel.

På programmet var også fysisk aktivitet. Vi fik besøg af Helle Friis, der er instruktør i Compana Gymnastikforening.  Vi kom ud på gulvet og blev introduceret til øvelser med mundrette navne såsom Skrogretter, Kagerulle, Rumpeløft, og så skulle vi selv i gang. Det var inspirerende og rart med bevægelse.

Der blev også udvekslet en masse praktiske tips og tricks; hvor kan man tage hen på genoptræning eller kurophold, løfteteknikker ifh. til børnebørn, affjedring på sin cykel, hjælpemidler (korset, lændepuder, indlæg i sko osv.), indkøb af specialstol.

Vi mindede også hinanden om muligheder i foreningen med Rygcafeer,  den årlige konference, Facebook m.m

Til sidst en TAK til Lise, Karen og Anita for at organisere weekenden. Dejligt I havde gjort et godt stykke arbejde, så vi alle kunne slappe af i de skønne omgivelser.