Operativ behandling af skoliose

For langt de fleste personer med skoliose kan træning, fysioterapi, korsetbehandling eller anden ikke-operativ behandling være nok til at smertelindre og mindske progressionen af skoliosekurven.

 

I nogle tilfælde er Cobbs vinklen dog så stor, at en operativ behandling bliver anbefalet af rygspecialisten.
Det skal dog understreges, at vurderingen af, hvornår en operation er nødvendig eller ej, altid er individuel og foretages af en ortopædkirurg.

En operativ behandling for skoliose kommer som oftest først på tale i følgende tilfælde:

  • når din Cobbs vinklen er over 40 grader
  • hvis din skævhed påvirker dine indre organer negativt
  • når din skoliose er svært progressiv, og du har mange smerter.

I disse tilfælde kan din skoliose korrigeres operativt med en stivgørende operation. Denne behandling kaldes også en deseoperation og betyder afstivning af et rygafsnit.

Hvad er en stivgørende operation?

En stivgørende operation er et rygkirurgisk indgreb, der stabiliserer et kortere eller længere stykke af din rygsøjle. Stabiliseringen sker ved, at kirurgen danner en knoglebro, hvor der enten lægges knoglevæv ind imellem hvirvlerne eller på siden af ryghvirvlerne.

Der indsættes desuden titaniumstænger og skruer på ryghvirvlernes facetled ned langs rygsøjlen for at korrigere rygsøjlens rotation og skævhed.

– Læs mere om skoliose og operation.

Operation med magnetstave

Operation med magnetstave (Magnetic Expansion Control) mindsker antallet af indgreb hos børn med progressiv skoliose.
Magnetstavene anvendes typisk ved børn i alderen 3-12 år, da der i denne periode opleves en fortsat vækst. I nogle tilfælde tilbydes magnetstavene også til unge i teenageårene, afhængigt af den enkeltes vækst og fysiske udvikling.

Overlæge, Ph.D. Martin Gehrchen på Rygsektionen i Ortopædkirurgisk Klinik i HovedOrtoCentret forklarer:

”Nu opererer vi børn ved hjælp af en ny metode med magnetstave. Det betyder, at vi undgår at skulle bedøve dem hvert halve år. Nu sker forlængelsen af stavene ved, at vi sætter en magnet uden på kroppen. Ved hjælp af magneten kan vi foretage en sikker og kontrolleret forlængelse af de stave, vi har indsat ved operation, fordi stavene påvirkes af magneten – og det vel og mærke uden, at det er nødvendigt at bedøve og operere barnet gentagne gange på traditionel vis.”

– Læs hele artiklen fra Rigshospitalet.

Gode råd før operationen

Hvis du skal have en stivgørende operation, er det en rigtig god idé at forberede dig i god tid.
Det kan du bl.a. gøre ved at træne dit muskelkorset så meget som muligt. Når din krop har et fysisk stærkt udgangspunkt, giver du din krop de bedste forudsætninger for at komme godt igennem operationen og klare de nye fysiske udfordringer efter din rygoperation.

Ud over at have en fysisk stærk krop er det mindst ligeså vigtigt, at du forbereder dig mentalt på, hvad du skal igennem i forbindelse med operationen. En stivgørende operation er en stor og omfattende rygoperation, og du skal forvente at være sygemeldt i noget tid efterfølgende. Det varierer fra person til person, hvor lang sygemeldingen er. Derfor skal du løbende have en dialog med din læge. Som udgangspunkt skal du forvente mindst 6 ugers sygemelding.

Dansk Skoliose Forening anbefaler, at du sørger for at stille eventuelle spørgsmål om operationen, genoptræningen m.v. til din ortopædkirurg inden operationen, så du føler dig ’klædt godt på’.

Det kan også være en hjælp at kontakte andre, der har fået en stivgørende operationen, for at høre om deres erfaringer i forhold til indlæggelsen, genoptræning, smerter etc. Du kan også finde forskellige spørgsmål og svar i nedenstående Facebook-grupper. Det kan måske hjælpe med til at forberede dig på, hvad du kan forvente dig af dit operations-forløb.

Eksempler på spørgsmål om skoliose

  • Bliver stængerne i ryggen resten af ​​mit liv?
  • Gør det ondt af have stænger i ryggen?
  • Hvad er stængerne lavet af?
  • Hvor langt og bredt bliver mit ar?
  • Hvordan bliver min fleksibilitet i ryggen efter den stivgørende operation?
  • Hvornår skal operationen planlægges?
  • Kan jeg dyrke sport efter operationen?
  • Kan stængerne knække?
  • Skal jeg til kontrol efter operationen?
  • Vil jeg være i stand til at få lavet en MR-scanning eller røntgen efter operationen?
  • Vil jeg være i stand til at bøje og dreje ryggen efter en stivgørende operation?
  • Vil folk kunne se stængerne på min ryg?

Gode råd under operationen

Når du skal indlægges og operereres, kan det være rart at have en person med, som du føler dig tryg ved. Det kan også være en god idé at have din egen hovedpude, bamse, en god bog/lydbog, mobiltelefon eller andet med, der kan hjælpe dig til at slappe af og finde ro.

Sørg for at tage én dag ad gangen og nyde de små succeser, som når du eksempelvis kommer op at sidde, går din første lille tur eller øver dig i at gå på trapper igen.

Gode råd efter operationen

Efter din operation er det vigtigt, at du følger speciallægens, fysioterapeutens og sygeplejerskens råd om kost, smertedækning, aktivitet, hvile og genoptræning. Nyd fremgangen – også selvom du måske synes, det går for langsomt.

Sørg for at være smertedækket

Efter din operation og igennem hele din genoptræningsperiode er det vigtigt, at du er smertedækket. I de fleste tilfælde vil tilstrækkelig smertedækning medføre færre komplikationer samt hurtigere genvinding af et normalt funktionsniveau. For mange smerter kan forværre og forhale din heling og genoptræning. Det er derfor vigtigt, at du udtrykker over for læger, fysioterapeuter, hvor ondt du har, og du tydeliggør, når du har brug for bedre smertedækning.

Gode råd under operationen

Når du skal indlægges og operereres, kan det være rart at have en person med, som du føler dig tryg ved. Det kan også være en god idé at have din egen hovedpude, bamse, en god bog/lydbog, mobiltelefon eller andet med, der kan hjælpe dig til at slappe af og finde ro.

Sørg for at tage én dag ad gangen og nyde de små succeser, som når du eksempelvis kommer op at sidde, går din første lille tur eller øver dig i at gå på trapper igen.

Gode råd efter operationen

Efter din operation er det vigtigt, at du følger speciallægens, fysioterapeutens og sygeplejerskens råd om kost, smertedækning, aktivitet, hvile og genoptræning. Nyd fremgangen – også selvom du måske synes, det går for langsomt.

Sørg for at være smertedækket

Efter din operation og igennem hele din genoptræningsperiode er det vigtigt, at du er smertedækket. I de fleste tilfælde vil tilstrækkelig smertedækning medføre færre komplikationer samt hurtigere genvinding af et normalt funktionsniveau. For mange smerter kan forværre og forhale din heling og genoptræning. Det er derfor vigtigt, at du udtrykker over for læger, fysioterapeuter, hvor ondt du har, og du tydeliggør, når du har brug for bedre smertedækning.

Kilde: Jonas Weesgaard Birkelund.

Jeg lider af skoliose, som med årene desværre blev forværret. Derfor fik jeg i sommeren 2020 foretaget en skolioseoperation, hvorefter jeg tilbragte 11 dage på hospitalet. Hvis du er i tvivl om, hvordan det er at blive opereret, håber jeg på at kunne hjælpe med at vise, hvordan det var for mig at være indlagt. Jeg håber, det kan hjælpe nogen med at blive mere afklaret om at tage beslutningen om at få en skolioseoperation.

Danske Blogs om skoliose

Hvis du står over for en operation, vil vi anbefale, at du læser om andres erfaringer i disse blogs:

Hjælpemidler i forbindelse med en skoliose-operation

Under din indlæggelse på sygehuset vil du få besøg af en ergoterapeut. Her vil I få en snak om, hvilke redskaber/hjælpemidler der kan gøre gavn for dig, når du bliver udskrevet.

Du kan bl.a. overveje om nedenstående hjælpemidler, vil være gavnlige for dig:

  • Bænk til at sidde på i badet
  • Forlænger til dine sengeben
  • Forhøjet toiletsæde/toiletstol
  • Glidelagen (til at vende dig i sengen og til nemt at dreje ind og ud af på bilsædet)
  • Gribetang
  • Lændepude/skråpude
  • Støttepuder til sengen (mellem knæ/under armen)
  • Strømpepåtager til medicinske støttestrømper

I samråd med ergoterapeuten på hospitalet finder I ud af hvilke redskaber, du kan have gavn af.
Ergoterapeuten bestiller hjælpemidlerne til dig, og du får dem enten udleveret inden din udskrivning fra hospitalet eller skal selv hente dem ved din kommunale hjælpemiddelcentral.

Genoptræning

Allerede 24-48 timer efter en stivgørende rygoperation, bør du komme i gang med en skånsom gentræning i samarbejde med en fysioterapeut på hospitalet.

Efter din stivgørende operation vil sygehuset give dig et genoptræningsskema med hjem fra sygehuset, som er udarbejdet af din tilknyttede fysioterapeut. Træningen vil være meget nænsom, men kan opleves som en udfordring de første uger efter din operation. Lige så stille vil du kunne sidde længere tid og gå længere. Efter ca. 3 måneder vil du blive henvist til ekstern genoptræning ved en fysioterapeut.

Genoptræning efter en stivgørende operation kan bestå af forskellige træningsforløb som:

 

  • Træning i varmtvandsbassin (ved at træne i varmt vand belaster du ryggen mindst muligt)
  • Fysioterapi på hold eller som individuel træning
  • Genoptræningsophold på Montebello

Kontrol på sygehuset

Efter din operation vil du blive indkaldt til kontrol efter 3 måneder, 1 år og 5 år. Det præcise kontrolinterval kan dog variere fra region til region og fra sygehus til sygehus. Du kan altid spørge din speciallæge, hvor mange kontrolbesøg du kan forvente.

Senfølger efter skoliose-operation

Ved en operation stivgøres bestemte led af rygsøjlen, og der er derfor ingen fortrydelsesret efterfølgende. Det er derfor vigtigt, at du er indforstået med, at de led og hvirvler, som ikke stivgøres udsættes for et øget pres og du måske skal opereres igen senere i livet. Dette øgede pres gør sig især gældende for leddet lige før og efter de stivgjorte led. Der er ligeledes en risiko for senfølger fra operationen i form af tidlig slidgigt i de ikke-stivgjorte led. Derudover er der risiko for, at der med tiden kan udvikle sig skævheder eller rotationer i det/de områder af rygsøjlen, der ikke er stivgjorte. Det skal dog understreges, at der kun er tale om risici. Det er ikke sikkert, at det kommer til at ske for dig.

Det er meget vigtigt, at du efter din operation sørger for at træne ryggen og core-muskulaturen for at støtte og mindske den enorme belastning, dine ikke-stivgjorte led udsættes for.