Scolio-Tips

Sådan kommer du igennem eksamen uden smerter

Rygsøjlen

Forfatter: Dansk Skoliose Forening

Dato: 03/06/2020

Som skoliosepatient kan smerter være en fast del af hverdagen. For rigtig mange er smerterne heldigvis ikke konstante, de kommer periodevis og i bestemte situationer, fordi man ikke husker at tage hensyn til skoliosen.

Skoliosesmerter opstår ofte, fordi du sidder, går eller står i en uhensigtsmæssig stilling i længere tid, end det er hensigtsmæssigt for din skoliose.

Hvis du er studerende og læser til eksamen, så får du måske mere ondt i ryggen, nakken og oplever iskias-smerter, der stråler ud i ballen.

Hvad stiller du op, når du har opudsigt til flere timers stillesiddende eksaminer, som du ved kommer til at give dig mange smerter?

Heldigvis kan du med simple tilpasninger, opnå væsentlig færre smerter, når du studerer, læser til eksamen og skal afslutte dine skriftlige eksaminer. Nedenfor kommer vi med et par Scolio-Tips til, hvordan du kan minimere og forhåbentlig helt undgå de smerter, der påvirkes af din eksamen.

Tips & Tricks til at undgå eksamenssmerterne

  • Ret henvendelse til din skoles specialpædagogiske støtteordning (SPS).
    Herigennem er det muligt at søge om diverse hjælpemidler som eks. hæve-sænkebord, ergonomisk stol og skærm, så du kan docke din laptop.
  • Sørg for at informere din eksaminator om, at du har specielle behov for at sidde/stå/ligge til din eksamen, så du kan hvile ryggen. Du kan evt. bede om at få den bagerste plads i lokalet, så du ikke forstyrrer dine medstuderende.
  • Undersøg om du opfylder kravene til at søge om dispensation for forlænget forberedelses- og eksamenstid. Med denne mulighed, kan du få mere tid til at tage flere hvilepauser. Læs mere om dispensationer til eksaminer.
  • Når du har skoliose, er det ekstra vigtigt, at du varierer din siddestilling og undgår at falde sammen i din rygsøjle. Vi anbefaler, at du medbringer en siddepude og lændepude.
  • Medbring gerne en træningselastik til din eksamen. Så kan du med jævne mellemrum afsætter tid til strækøvelser. Med træningselastikken aktiverer du dine skuldre, nakke og ryg. Ved at lave få simple øvelser, kan du undgå spændte muskler, der kan lede til smerter eller hovedpine.
  • Medbring evt. en skrå holder til din laptop, så du aflaster din nakke.

Dansk Skoliose Forening

Vi sætter fokus på skoliose