Sådan kan du blive udredt for skoliose

Hvis du har ondt i ryggen og har mistanke om, at du kan have skoliose – så start med at kontakte din læge. 

Egen læge starter din skolioseudredning

Lægen kan lave en fysisk undersøgelse af din rygsøjle, observere din ryg og udføre Adams Test, hvor du står foroverbøjet med dine arme langs siden. Lægen tjekker bl.a. om dine skuldre, talje og kropsholdning er symmetrisk og vurderer, om du har krumninger i din øvre og nedre del af ryggen, der kan være tegn på skoliose.

Lægen kan henvise dig til reumatolog eller rygspecialist

Bekræfter egen læge din mistanke om skoliose, anbefaler Dansk Skoliose Forening, at du henvises til udredning hos en reumatolog eller en rygspecialist.

Røntgenbilleder

I forbindelse med din skolioseudredning er det almindeligt, at du får taget røntgenbilleder af din rygsøjle. Røntgenbilleder af en skoliose tages på ‘lange plader’. Herved får du ét røntgenbillede af hele din rygsøjle fra øverste nakkehvirvel helt ned til hoften. Henvises du til røntgen på ‘almindelige plader’, så deles røntgenbillederne i to eller flere separate røntgenoptagelser.

Røntgenbilleder dannes ved hjælp af elektromagnetiske røntgenstråler, der sendes gennem den del af din krop, der skal undersøges. På røntgenbilledet fremstår knoglerne som hvide skygger.

Det er også muligt at få røntgenfotograferet hele kroppen fra top til tå i 2D og 3D på Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital, hvor de har en EOS-Scanner. En EOS-scanner kan, i modsætning til andre røntgenapparaturer, også måle, om din skoliose kan skyldes forskellig benlængde.

Røntgenbillederne gemmes i elektronisk form og sendes sammen med en epikrise-beskrivelse til den henvisende læge eller rygspecialist. Røntgenbilleder gemmes kun i 5 år, hvorfor det vil være en god idé, at du får en kopi af både billeder og beskrivelse udleveret til egen opbevaring.

MR-scanning

Ved MR-scanning bruger man radio- og magnetbølger til at få et detaljeret billede af dine knogler og vævet, der omgiver dem.

En MR-scanner udsender høje bankelyde, der kan høres før og under scanningen på grund af det stærke magnetfelt. For at scanneren kan danne billederne korrekt uden forstyrrelser, er det vigtigt, at du ligger helt stille under hele MR-scanningen.

Det er muligt at komme i kontakt med personalet under hele MR-scanningen. Du vil typisk blive tilbudt høreværn, hovedtelefoner eller ørepropper for at dæmpe støjen fra scanneren.

Nogle patienter kan opleve klaustrofobi, når de skal ligge i en MR-scanner. Hvis det er tilfældet for dig, er det vigtigt, at du gør din henvisende læge opmærksom på dette inden din MR-scanning. I tilfælde af angst kan du få ordineret en beroligende tablet, som skal synkes ca. en time inden din MR-scanning. Det kan derfor være nødvendigt at bedøve børn, som skal MR-scannes.

I nogle tilfælde vurderes der at være behov for at benytte kontraststof i forbindelse med en MR-scanning. Dette sker gennem en indsprøjtning i din vene, og kontrastvæsken er ikke skadelig for kroppen. Du skal dog gøre opmærksom på det, hvis du lider af nedsat nyrefunktion, allergi eller sukkersyge.

MR-scanningen gemmes i elektronisk form og sendes sammen med en epikrise-beskrivelse til den henvisende læge eller rygspecialist. Ligesom røntgenbilleder gemmes MR-scanninger kun i 5 år. Derfor vil det være en god idé, at du får en kopi af både MR-scanning og beskrivelse udleveret til egen opbevaring.

 

–  Vejledning om MR-scanning (Kilde: Rigshospitalet)
–  Video om MR-Scanning (Kilde: Regionshospitalet Silkeborg)

v

Røntgen på 'lange plader' & EOS

Dansk Skoliose Forening anbefaler, at du får taget røntgenbilleder på ‘lange plader’ (i stedet for alm. plader) eller vha. EOS-scanner inkl. udmåling af din Cobbs vinkel.

Få nye Røntgenbilleder hvert 5. år

Det anbefales generelt, at man får taget nye røngtenbilleder hvert 5. år. Hvis din specialist anbefaler et andet forløb, skal denne vurdering naturligvis følges.

v

Opbevar selv din Røntgen & MR

MR-scanninger gemmes kun i 5 år. Derfor vil det være en god idé, at du får en kopi af både scanning og beskrivelse udleveret til egen opbevaring.