Spinalstenose

Spinalstenose opstår, hvis rygmarvskanalen forsnævres, så dine nerver i lænderyggen kommer i klemme, og blodforsyningen til nerverne påvirkes. De fleste tilfælde af spinalstenose skyldes slid eller slidgigt, som har resulteret i, at dine ledbånd og knoglestruktur er begyndt at vokse mere end normalt.

Spinalstenose udvikler sig typisk over tid og er en kendt komplikation i forbindelse med skoliose. Når du har skoliose, så opstår der et skævt slid på dine ryghvirvler, og det øger risikoen for, at du kan udvikle spinalstenose.

Symptomer på spinalstenose

  • En brændende eller stikkende smerte i lænden, der trækker ned i balden og benet
  • Forværring af dine smerter når du går eller står
  • Føleforstyrrelser i benet, som kan sprede sig til fødderne
  • Iskias-smerter
  • Nedsat bevægelighed og dårligere balance
  • Svækket og nedsat gangfunktion

Udredning og Behandling for spinalstenose

Tøv endelig ikke med at blive undersøgt, hvis du har nogle af de listede symptomer og har mistanke om, at du kan have spinalstenose. Din læge kan hjælpe dig med en henvisning, så du kan blive udredt for dine symptomer og rygsmerter hos en rygspecialist.

Træning og Smertebehandling

I langt de fleste tilfælde af spinalstenose afhjælper specialisten dig med rådgivning og målrettet rygtræning. Rygspecialisten vil undersøge dig, henvise dig til MR-scanning, vurdere dine smerter og rådgive dig om smertebehandling. Du vil ligeledes blive instrueret i, hvilke træningsøvelser du dagligt skal lave hjemme.

Mange opnår god smertelindring i lænderyggen ved at sidde ned eller bøje sig forover. Dette skyldes, at den lette foroverbøjning skaber bedre plads omkring den klemte nerve.

Operation

Hvis du på trods af dine daglige træningsøvelser ikke oplever fremgang, men fortsat har voldsomme smerter og oplever en stærk nedsat gangfunktion, så kan en nerverodsfrigørende operation komme på tale.

Formålet med en nerverodsfrigørende operation er at skabe bedre plads omkring din klemte nerve. Der er naturligvis risici for varige nerveskader ved en operation, og det er ikke alle, der opnår bedring af en nerverodsfrigørende operation. Derfor anbefaler rygspecialisten kun en operation, hvis din træning og øvrige behandlingsplan ikke har hjulpet dig tilstrækkeligt.

q

Søg straks læge ved akutte smerter

Det kan ske, at du pludselig oplever en stærk forværring af dine smerter. I denne situation, skal du rette akut henvendelse til rygspecialisten, egen læge eller vagtlægen.

Du skal søge hjælp med det samme, hvis du oplever disse akutte smerter:

  • hvis du bliver følelsesløs og ikke kan mærke, når du skal tisse
  • hvis du ikke kan kontrollere din vandladning eller afføring
  • hvis du pludselig mister din muskelkraft i benet
  • hvis du ikke kan kontrollere dine bevægelser i benet
  • hvis du får så voldsomme smerter, at du ikke kan gå eller stå på benet.