Korsetbehandling af skoliose

En rygspecialist vil oftest vurdere, at korsetbehandling er gavnlig, når Cobbs vinklen er lav, og personen stadig er i et tidligt vækststadie. Såfremt Cobbs vinklen er større end 40o, kan en operativbehandling i nogle tilfælde komme på tale. Den endelige behandling vil altid vurderes på baggrund af en individuel og lægefaglig vurdering, der tager højde for den enkelte persons tilstand, ønsker og mentale helbred.

img 3608

Korsetter der bruges til behandling af skoliose

Der findes flere forskellige korsettyper, men i Danmark er det typisk nedenstående korsettyper, der anvendes af specialisterne:

  • Providence-korset (natkorset)
  • Boston-korset (23-timers korset)
  • Cheneau-Gensingen (GBW)-korset (23-timers 3D korset)
Kvinde med korset
img 3592

Providence-korset

Providence-korsettet er et natkorset, der skal bruges mindst 8 timer ad gangen. De fleste rygspecialister på de danske hospitaler, anbefaler Providence-korsettet til skoliosepatienter, der har behov for korsetbehandling, og hvor målet er at forhindre skoliosen i at udvikle sig yderligere i patientens vækstperiode.

På baggrund af en gipsafstøbning og mål af din overkrop samt dine røntgenbilleder udformer en bandagist Providence-korsettet præcist til dig. Korsettet er fremstillet i termoplast med en blød indvendig polstring, der er skånsom for din hud. Når Providence korsettet skal tages på, er det vigtigt at du ligger ned, så korsettet sidder korrekt, når du lukker det med velcroen, der er placeret for forsiden af korsettet.   

Boston-korset

Boston-korsettet er et døgnkorset, som skal anvendes 23 timer i døgnet. Rygspecialister anbefaler oftest denne type korset, når det drejer sig om skoliosepatienter, der vil have gavn af et korset der forhindrer en forværring i skoliosen ved at immobilisere krumningen.

Boston korsettet har kun en effekt, så længe skoliosepatienten fortsat vokser. Med et 23-timers korset er det vigtigt, du prioriterer at træne rygmuskulaturen hver dag, i løbet af den time hvor korsettet ikke er på.

img 3602
gbw 23 timers korset

Cheneau-Gensingen (GBW)-korset

Cheneau-Gensingen-korsettet er endnu et døgnkorset, der skal bruges 23 timer i døgnet. Modsat Boston korsettet korrigerer Cheneau-Gensingen korsettet din skoliose tredimensionelt. Korsettet immobiliserer således krumningen og forhindrer en forværring af din skoliose, samtidig med at korsettet skubber mod rotationen, hvilket i bedste tilfælde kan mindske skoliosekurven.

Korsettet er fremstillet af let, formbar polyethylen, der ligesom termoplast er et hårdt materiale. Dette korset udformes præcist efter dine mål ved hjælp af 3D-scanninger, røntgenbilleder, måltagning af din overkrop mm. Det betyder, at korsettet med en overkorrektion skubber dine ryghvirvler i modsat retning, hvilket mindsker din skoliosekurve. Formålet med Cheneau-Gensingen-korsettet er ydermere at forbedre din kropsholdning, så den er mindre asymmetrisk.

Behandlingsforløbet

Ved korsetbehandling vil første skridt være at få taget mål eller afstøbning til korsettet, afhængigt af hvilket korset der skal anvendes. Efter bandagisten har fremstillet korsettet, vil patienten blive indlagt i forbindelse med tilvænning og tilpasning af korsettet. Under indlæggelsen vil patienten lære at tage korsettet af og på selv og gradvist have korsettet på længere tid ad gangen.

Efter endt indlæggelse følger en periode med tilvænning både rent fysisk men også mentalt i forhold til at have det på i hverdagen, i skolen m.v. Der kan for mange opstå bekymringer om, hvad kammeraterne vil sige, og nogle vil måske ikke have lyst til at vise det frem. Det kan dog være en fordel at snakke åbent om det og oplyse familie, venner og bekendte om det, så det ikke overrasker nogen. De fleste vil hurtigt vænne sig til det og deltage som normalt i alle aktiviteter i både skole og i fritiden og dermed have en helt normal hverdag.

Under behandlingsforløbet er det vigtigt at træne og lave øvelser, der holdningskorrigerer og styrker ryg- og mavemuskulaturen. Dette er især gældende for 23-timerskorsetterne, da musklerne har brug for at blive aktiveret.

Læs mere om træning tilpasset den enkelte skoliose.

ansøgning om handicaptillæg

Bevægelse er vigtig

Det er vigtigt at huske, at korsettet ikke sætter begrænsninger for bevægelse. Det er stadig muligt at spille fodbold, håndbold, ride, danse, løbe, klatre i træer o.l. Dog kræver det tilvænning, men bevægelse i forbindelse med korsetbehandling er rigtig vigtig.

Gode råd under dit korsetforløb

Undertrøjer
Når du bruger korset, skal du bruge undertrøjer/t-shirts til at have under korsettet for at skåne huden. Du kan købe undertrøjer hos bandagisterne, men alle sømløse undertrøjer eller t-shirts kan bruges til formålet. Det vigtigste er, at undertrøjerne er sømløse, så huden ikke udsættes for irritation og trykmærker.

 

Rengøring af korset
Dit korset vil med tiden selvsagt blive udsat for sved og skidt. Derfor er det vigtigt, at du jævnligt vasker dit korset for at undgå lugtgener. Du kan vaske dit korset med varmt vand og sæbe. Sørg for at korset-skummet ikke bliver for vådt. Lad korsettet lufttørre helt, inden du tager det på igen.

Kvinde søger råd om korsetforløb

Dækning af merudgifter

I forbindelse med korsetbehandling kan der opstå merudgifter i form af indkøb af undertrøjer, nye bukser, t-shirts, kjoler, lagener m.v., der slides op ad det hårde korset samt velcrolukningen. Her er det muligt at søge om dækning af disse merudgifter ved forsørgelse af børn under 18 år.
Det er en bevilling jf. Serviceloven §41 om merudgiftsydelser.

Serviceloven §41 siger følgende:

”Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.”.

Læs mere om merudgiftsydelse jf. Serviceloven.