Bliv udredt for skoliose

Oplever du at have ondt i ryggen, og har du mistanke om at det kan skyldes skoliose, anbefaler Dansk Skoliose Forening at du kontakter din læge.

Det er din egen praktiserende læge, der kan henvise dig til nærmere undersøgelse.

Henvisning fra din egen læge

Din egen læge kan foretage en fysisk undersøgelse af din rygsøjle. Dette indebærer bl.a. en observation af din ryg, skulderblade, hofter mm, hvor eventuelle skævheder eller rotationer kan ses. Derudover kan din læge udføre en Adams Test eller anvende et skoliometer (bemærk at det oftest er rygspecialister, der anvender et skoliometer) til at vurdere om din rygsøjle roterer.  

Såfremt lægen vurderer at der er asymmetri i din kropsholdning og/eller du har krumninger på rygsøjlen, der kan være relateret til skoliose, kan lægen henvise dig til udredning hos en reumatolog eller rygspecialist. De praktiserende læger laver oftest en henvisning til nærmeste ortopædkirurgisk afdeling.

Kvinde bliver udredt for skoliose
læge tester med skoliometer

Hvad er en Adams Test og et Skoliometer?

  • En Adams Test udføres for at vurdere, med det blotte øje, hvorvidt der abnormiteter på rygsøjlen, der kan skyldes skoliose eller Morbus Scheuermann. Testen udføres i bar overkrop, så lægen kan se hele din rygsøjle.
  • Læger og behandlere kan anvende et Skoliometer til at vurdere, hvorvidt din rygsøjle roterer, og i så fald hvor stor rotationen er.

Du kan udføre en Adams Test eller anvende et Skoliometer derhjemme
Du kan via din smartphone downloade en Skoliometer app eller købe et Skoliometer. Herved kan du selv måle og følge din skoliosekurve.

Lær mere om Adams Test og Skoliometer i denne video. (https://www.youtube.com/watch?v=qWD8l_-CiRo)  

Røntgenbilleder

Som en del af din skolioseudredning skal du have taget røntgenbilleder af din rygsøjle. Dansk Skoliose Forening anbefaler, at du får taget røntgenbilleder af din ryg på ’lange plader’. Herved er det muligt at få ét røntgenbillede af hele din rygsøjle fra øverste nakkehvirvel og helt ned til korsbenet. Henviser din læge dig til røntgen på ’almindelige plader’ vil dine røntgenbilleder blive delt op i flere separate røntgenoptagelser.

På enkelte sygehuse er det nu muligt at få røntgenfotograferet hele kroppen i 2D og 3D. Dette gøres i en EOS-scanner. I modsætning til et almindeligt røntgenbillede, kan EOS-scanneren måle om din skyldes eventuelt skyldes en forskel i din benlængde. 

HUSK! Røntgenbilleder gemmes kun af sygehuset i 5 år. Dansk Skoliose Forening anbefaler derfor, at du får en kopi med hjem af både dine billeder og beskrivelsen af disse. På nogle sygehuse skal du betale for udleveringen af dine røntgenbilleder.

læge vurderer skoliose
udredning for skoliose med cobbs vinkel

Cobbs vinkel

Når du udredes for skoliose, vil speciallægen udmåle Cobbs vinklen på dit røntgenbillede, for at fastslå hvor mange grader krumningen på din rygsøjle er.  

Cobbs vinklen er afgørende for speciallægens anbefaling til hvilken behandling der vil være mest gavnligt for dig og din skoliose.

Graden af Cobbs vinklen afgør sværhedsgraden på din skoliose

  • Cobbs vinkel mindre end 10 grader anses som en normal rygsøjle
  • Cobbs vinkel mellem 10-24 grader anses for værende en mild skoliose
  • Cobbs vinkel mellem 25-49 grader anses for værende en moderat skoliose
  • Cobbs vinkel større end 50 grader anses for værende en svær skoliose.

Udmåling af Cobbs vinklen

Udmåling af Cobbs vinklen er anset som den internationale standardmetode for måling af sværhedsgraden på skoliosen. Det er dog vigtigt at forstå, at Cobbs vinklen kun fortæller noget om krumningens grader set bagfra. Cobbs vinklen er dermed en todimensionel måling, hvor en skoliose typisk er en tredimensionel tilstand. Derfor er det altid en god idé, at speciallægen tager højde for din skolioses eventuelle rotation, som der kan vurderes ved hjælp af et Skoliometer eller en 3D-scanning af rygsøjlen.

Derudover er der en måleusikkerhed på ca. +/- 5o, hvilket kan skyldes at Cobbs vinklen måles ud fra forskellige ryghvirvler fra gang til gang. Det er derfor vigtigt, at speciallægen måler ud fra de samme ryghvirvler for at få et retvisende resultat.

 

Lær mere om udmålingen af Cobbs vinklen i denne video.

(https://www.youtube.com/watch?v=9ZUTprR13q8)